Jeg var i aftes, onsdag den 2. maj, i Haderslev til foredrag med Arne Nielsson, den tidligere kaproer.
Det var en enestående oplevelse. Det er år siden, at jeg har hørt et så veltilrettelagt og sammenhængende foredrag, med så stor begejstring og indsigt, fortalt på et dansk, alle kunne forstå.
Og med stor respekt for Arne Nielssons måde at invitere publikum til at glædes, begejstres og overveje, hvordan man i sin egen hverdag, på jobbet som på hjemmefronten, kan gøre den lille forskel, det er at løfte stemningen.
På vej ud hørte jeg nogle, der sagde, at Arne Nielsson jo stort set ikke sagde noget, der ikke stod i hans bog. Til en vis grænse er det måske korrekt. Jeg har selv læst bogen “Viljen til sejr, harmoni i job, familie og fritid” 2 gange, og det var da en genkendelig glæde, der opstod, da temaerne om at ændre “find fem fejl”-mønsteret til “find fem succeser”- blev nævnt. Det var godt endnu en gang at få historien bag de dage, hvor vi tager hænderne over hovedet og lader vores gode humør smitte af på andre. Det var givende at høre Arne Nielsson beskrive private og faglige eksempler, så man blev ført til sin egen hverdag, for at overveje, hvor man ville lægge sit fokus og hvilken værdi det vil have for andre end én selv.
Det var givende at høre om de seneste resultater indenfor stressforskning, spændende at høre om de idrætsfolk, som Arne Nielsson coacher, og givende at bryde nogle grænser og give den hele armen i et rungende “Yes” og efter pausen komme ind med hænderne over hovedet eller på anden måde at vise sin begejstring..
Den form for foredrag, som Arne Nielsson repræsenterer, er en givende form.
Inspirerende og levende, med musik, sammenhængende formuleringer, humor, demoer, snak med sidemanden, kropslig udfoldelse og refleksion samt profleksion.
Jeg er selv coach og mener, at Arne Nielsson absolut er i den positive særklasse.
Indsigterne er enkle og basale, og sådan skal det også være. Ud til folket med glæden, så de selv tager ejerskab for den. Og glem så ikke, at der hvor skiftet sker, er når man implementerer, at det er træning, træning og atter træning at skabe og opretholde glæden, begejstringen, overskuddet, energien, den afstressende og fremmende tilstand hos sig selv og andre.
Der var i dag en person, der spurgte mig: hvad var det vigtigste, du tog med derfra?
Det var et godt spørgsmål, og gode spørgsmål fortjener gode svar.
- At jeg igen kom til at huske, at “man skal lære af sine succeser”, satte meget i perspektiv.
Arne Nielson beskriver, at man naturligvis også skal lære af sine fejl. Når man har gjort sig klart, hvad man har lært, må man glemme dem, og komme videre. Men dette fokus på at lære af succeserne, af det der virkede, af det, der fungerede og løftede, er jo en indsigt, der i min model af verden placerer sig i verdensklasse.
Når man som jeg elsker ord og sammensætning af ord, er det en ren gave at have hørt et foredrag fra en vidende og jordnær herre, med erfaringerne og pointerne på plads.
Og befriende at Arne Nielsson gav sin ærlige mening.
Han blev bl.a. spurgt om, hvad man skulle gøre, hvis ens leder var negativ. Spørgsmålet blev stillet i en kontekst, hvor Arne Nielsson talte om den effekt, vi har på hinanden i en personalegruppe, familie mv. og at det er tankevækkende, at den stærkeste følelse kommer til at styre gruppen, hvilket betyder, at den negative stemning, hvis det er den stærkeste, lynhurtigt smitter den øvrige gruppe.
Arne Nielsson beskrev, at hans mening var, at man skulle finde sig et andet job, hvis en leder var og blev ved at være negativ. At gøre sig klart, hvilke kampe man ville kæmpe, men også at forlade området, hvis eller når en kamp var forgæves.
Tak til Anne Muxoll Søberg, Haderslev, for at have fået Arne Nielsson den lange vej fra Sjælland til Sønderjylland. Kæmpe godt initiativ.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen