Stress og personlig planlægning
I forbindelse med stressreduktion og stresshåndtering er personlig planlægning et tema, der er værd at tage seriøst og værd at levendegøre for den enkelte.
Som mange har vidst i mange år, er rammerne frihedens forudsætning. Har man ingen rammer at agere og fungere i, er det vanskeligt at pejle og vanskeligt overhovedet at vide, hvad der virker eller ej.
Hvad er det så med disse rammer?
Hvornår er de en hjælp og en forudsætning for frihed og stressreduktion, og hvornår bliver rammerne endnu et skema, som man halser efter for at få nået?
Det er nemlig et af de allerbedste spørgsmål, når optikken er vendt imod personlig planlægning.
At lægge en plan er ikke bare at bestemme sig for, hvornår man vil gøre hvad.
Det er det også, men jeg mener, at det ikke bør stå alene.
For de fleste mennesker har evnen til at krydse af i deres kalender og afgøre, hvornår der er arbejdszone, fritidszone, ego-zone mv..
Jeg er klar over, at nogle dog har en udfordring allerede her. At nogle med en forhøjet grad af stress i mange tilfælde vil have svært ved at sætte grænsen imellem arbejde og fritid. Det registrerer jeg endnu en gang i denne sommerferieperiode, hvor jeg får mails fra par, hvor den ene part skriver og spørger:
- Hvad skal jeg gøre, for at få min partner til at fatte, at jeg ikke holder ud at holde ferie sammen med både mobiltelefon og arbejdscomputeren?
Dette lille spørgsmål er en tydelig afspejling af, at bl.a. mobiltelefonen og de bærbare computere kan figurere så meget i selv fritidszonen, at netop det at være nærværende og til stede ikke realiseres på en tilfredsstillende måde.
Det betyder, at et at punkterne i den personlige planlægning altså bliver at definere hvornår man vil være til rådighed for en arbejdsplads, og hvornår man holder fri. Og når man så holder fri, så at afgøre, hvem eller hvad der har højeste prioritet, netop med det mål for øje at skabe følelsen af sammenhæng.
Og det er netop disse værdier: følelsen af sammenhæng, inspireret af lægen Antonovsky, og mit og mange andres bud på, at det at være i en ikke-stress tilstand, meget hurtigt viser sig i evnen til at være nærværende.
Når jeg derfor coacher eller på anden vis underviser i stress og personlig planlægning, er den konkrete kalender, ét arbejdsredskab, men ikke uden at man får gjort sig klart, hvilke værdier, der ønskes sat i spil.
De værdier som følelsesmæssig sammenhæng, nærvær, deaktivering og det at beskæftige sig med meningsgivende opgaver og relationer også i sin fritid, er nemlig med til at reducere stress og dermed også at sikre, at man ikke blot genskaber ny stress.
Sagt mere enkelt.
Stress og personlig planlægning handler om 2 punkter:
At afdække hvordan den mest ideelle kalender/ramme ser ud?
Med underpunkter som: prioritering i forhold til mig selv og egne behov og kompetencer.
- i forhold til familie og venner
- i forhold til pligtbetonede funktioner, privat
- i forhold til lystbetonede aktiviteter privat
- og derefter at afklare hvorfor dette overhovedet er vigtigt, så man bliver sig sine værdier bevidst, så der er egne pejlemærker undervejs.
Ét er jo at udfærdige den ideelle ramme, på et mentalt plan. Et andet er at udføre den i praksis.
Som i enhver anden proces, bør man have en evaluering i mente, så man eksempelvis én gang om måneden vurderer, hvad der virkede og hvad, der virkede knap så godt, ligesom man må vurdere, hvorvidt egne pejlemærker er i spil på en tilfredsstillende måde.
- Jeg kommer til at tænke på en kvinde, jeg havde i stresscoaching. Hun var sygemeldt fra sit job grundet stress og havde fået læst sig til, at struktur var noget af det allervigtigste, når man var stresset. Det havde hun taget meget alvorligt. Og havde straks lavet en punkt-for-punkt plan over, hvornår hun skulle ordne vasketøj, hvornår hun skulle købe ind, hvornår hun satte tid af til familien, hvornår hun skulle lave afspænding. Hun tog det så alvorligt, at hun ikke fraveg sine punkter, og det havde betydet, at hendes mand og børn var begyndt at beklage sig over, at hun “slet ikke var til stede mere”, og at “det dumme vasketøj var vigtigere end dem”, og at “de da ikke nødvendigvis bare lige havde lyst til at snakke med hende eller at være hjemme”, når hun nu havde skrevet “familie” på hendes plan.Hun var meget frustreret, da hun kom. Og meget hurtigt indså hun, at hendes struktur var for ufleksibel hendes hovedpointe med struktur som et styreværktøj for at undgå stress var fint tænkt. Men en for stram struktur, der ikke levnede plads til pludselige indfald, spontant samvær, men hvor midlet hele tiden helligede målet, skabte en anden form for stress.Hun fik justeret det således, at hun dagligt fortsat havde punkter, hun ville indfri, men låste sig ikke på samme måde på tidspunkter, og det gjorde, at hun blev både mere nærværende og fri, fordi hendes personlige planlægning nu ikke kun omhandlede hende selv, men inkluderede systemets interesser..
Historien er et godt billede på, at personlig planlægning er én ting, og at behovet for afstemning og evaluering er en anden. Samt understreger nødvendigheden af at have sine værdier med, i stort som småt, på arbejdet som i fritiden.
Hilsen
Christel Sonne Rasmusssen
Leder af Unicoaching
September 2011
Læs mere på siden: