Om at Forebygge sygefravær sygedage
Jeg talte med en kvinde på en arbejdsplads, hvor jeg lavede teambuilding. Vi talte om stress og stresshåndtering i en pause.
Hun fortalte mig, at hun mente, at hun var ret så stresset, og at hun blandt andet derfor havde været til foredrag med en læge. En læge, der havde været rigtigt god til at beskrive de symptomer og konsekvenser, som stress giver.
Kvinden beskrev, at hun var blevet meget opmærksom på det, hun registrerede.
Jeg spurgte interesseret, for der er jo meget at vide om stress, og altid en lejlighed til at lære mere, om hvilke redskaber, de havde fået fra lægen.
- Kvinden sagde, at det, som lægen havde pointeret, var, at det var vigtigt at slappe af, og at det var vigtigt at tage forebyggende sygedage. Kvinden havde taget rådet om de forebyggende sygedage til sig, og holdt nu fri en gang om måneden, under dække af, at hun var syg.
Jeg tænkte meget over dette råd.
For jeg forstår godt lægens anbefaling om at “trække stikket ud” og deaktivere, så man får holdt et frikvarter, hvor man kan lade op igen.
Og samtidig tænkte jeg, at det var et trist råd.
Ikke fordi, at vi ikke skal forebygge, for det er væsentligt og vigtigt, men at det var trist, at man skulle lyve sig til at få genoprettet sin ligevægt. Trist, at man på arbejdspladsen havde så lidt interesse og føling med stress, at man slet ikke kunne drøfte det eller implementere flere frikvarterer, ændre forventninger og krav mv. til den enkelte medarbejder.
Mine tanker om stresshåndtering, er som du kanske har læst dig til her på siden, at det er væsentligt at forholde sig konstruktivt til sin tid og sine ressourcer. Jeg arbejder med stresshåndtering med mange konkrete værktøjer, så den enkelte igen får sin nattesøvn, så man kan lære at parkere bekymringer og spekulationer, så evnen til at være mere nærværende, så overblikket atter kan gendannes, så selvkontrollen og omsorgen bliver en integreret del af tankegangen og adfærden. Jeg mener, at stress er så stor en trussel imod vores følelsesmæssige sammenhæng, fysiske og psykiske helbred, at jeg gerne slår et slag for, at man i enhver situation, på arbejdet eller privat, er i stand til at stresshåndtere. Så man kan vælge, om man vil holde fri, men ikke på trods af at man er for stresset til at gå på arbejde, eller frygter, at man bliver stresset, hvis man ikke holder denne forebyggende sygedag.
Jeg tænker, at vi som mennesker godt kan tåle at have travlt, men vi skal lære at lade op og lære at parkere det, der hverken er vigtigt eller haster. Så vi kan være nærværende, givende og os selv.
Tænk over det.
- For det er nu, at du kan lave et skift.
- Inden stressen laver om på dig.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Andre sider: