Bog om motivation.
Den 7. december 2009 kommer min bog Motivation på gaden.
Den udgives af Nyt juridisk Forlag, hvor redaktøren Simon Staffeldt Schou har været en uvurderlig hjælp i skriveprocessen.
Igennem flere år har folk, og ikke mindst min mand, spurgt mig, hvorfor jeg ikke skrev en bog. -“du kan jo lide at skrive”, “du har meget på hjerte”, – “du er så klog. Kan man ikke læse noget af alt det du ved, et eller andet sted”, har kommentarerne været igennem årene.
Og alle gangene har jeg sagt: “jo, en eller anden dag skriver jeg nok en bog, – jeg skal bare lige finde tid ……”
Og så ud af det blå fik jeg en mail, sidst i april 2009. om jeg var interesseret i at skrive en bog om “Motivation” og få den udgivet??
Og jeg fik en positiv kuldegysning, der sagde mig: “nogle gange får man kun en chance én gang, og så er det om at gribe den”. Sådan en chance har det været.
Da mit prøvekapitel var godkendt medio maj, havde jeg derfor et klart mål:
Inden 1. september skal bogen være skrevet færdig. Den skal henvende sig til almindelige mennesker.
Og selvom der var arbejde, familie og ferie, ja så blev den færdig. Og kan nu snart læses, også af dig.
Vi benytter os jo af vores evne til motivation hver eneste dag. Derfor vil der sikkert være meget, som du kan nikke genkendende til, når du læser bogen. Samtidig er jeg sikker på, at der også er nye aspekter, vinkler og inspiration, som du ikke lige havde tænkt på.
Der er kapitler om at være sin egen motiverende coach, kapitler om hverdagen og tiden, som vi jo alle har lige meget af. Kapitler om drømme og håb, målsætning og attituder. Kapitler om at bryde vaner og overspringshandlinger og kapitler indeholdende gamle metaforiske historier, der taler til underbevidstheden og hjælper dig til at få greb om de drivkræfter, du har.
Når du har købt eller lånt bogen, er du hjertens velkommen til at give feedback.
Al feedback vil blive lagt ind på dette website.
God læselyst
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen