Sofia Manning har sagt det både enkelt og viist mht. selvrespekt.
-
“Selvrespekt er en gave, man kan åbne hver eneste dag”.
Citat: Sofia Manning i bogen “Coaching – det handler om at stille de rigtige spørgsmål”
Jeg kan godt lide enkle og samtidigt viise citater. Fordi det mange gange har vist sig, at vi som mennesker bruger nogle af disse citater som vores leveregler. Og ovenstående citat må for min skyld gerne blive en leveregel, som både kvinder og mænd gerne må gøre mere synlig i deres tilværelser.
Der er formentligt mange definitioner og fortolkninger af, hvad selvrespekt er.
I min terminologi, august 2011, er selvrespekt som ordet siger, at respektere sig selv.
Og i uddybet form mener jeg, at selvrespekt er at gøre sig klart, hvad ens egne holdninger og hensigter, sindsstemninger og følelser er, fra situation til situation. Og at være tro mod disse, på en måde, man kan stå inde for..
Selvrespekt kan blandt andet åbnes som en gave i følgende kontekster:
- At sige nej, når man mener nej.
- At sige ja, når man mener ja.
- At sige “det ved jeg ikke”, når det er det, der er svaret.
- At finde sin egen fornemmelse af, hvad der er mest rigtigt og mindst forkert at gøre i en dilemmafyldt situation.
- At respektere sig selv og undlade at kritisere sig selv.
- At ranke ryggen.
- At bruge sit mod og gøre det, der forekommer mest rigtigt, også selv om man er bange.
Jeg tænker, at selvrespekt er at stå ved sig selv og sine holdninger, vel vidende at nogle af disse kan ændre sig, over tid.
Og at man har overskuddet og styrken til at være uenig med andre, uden at blive uvenner med dem
Og selvrespekt er at sætte sig de højeste mål, fordi man ved, at man fortjener dem. Og at gøre det, der skal til, for at nå disse, og eventuelt justere undervejs, fordi vi også har virkeligheden med som medspiller.
.
Hvorfor så mange har svært ved at respektere sig selv, er der formentligt lige så mange grunde til, som der er mennesker. Vigtigt er det at holde sig for øje, at man fra nu til nu har et valg, og at dette valg er både gavnende og fremmende, når selvrespekt er indvævet som en del af såvel selvfølelse som selvudvikling.
Selvrespekt, selvværd og selvtillid hænger sammen. Det er ikke udelukkende isolerede og afgrænsede tilstande.
Så start evt. et sted, og du vil se, at hver af mekanismerne vil styrkes, så du selv bliver bevidst om, hvad du kan gøre, for at generere disse i stedet for blot at fortvivle over, at de ikke hele tiden er til stede.
Jeg vil skrive mere om dette emne de følgende dage.
Du er inviteret.
Hilsen
Christel sonne Rasmussen