Der er igennem de senere år opstået et begreb, som kaldes “Worklife”.
Danskere og andre vesteuropæere har øjeblikkeligt optaget det som en del af det almindelige sprogbrug.
Men hvad betyder det egentligt, hvad dækker det over, og hvilken effekt har dette begreb, udlevet i praksis.
Det vil jeg redegøre for i den kommende tekst.
WORKLIFE
Direkte oversat skulle man mene, at Worklife vel blot betyder “arbejdsliv”, og det gør det også. Men på denne side af årtusindskiftet har vi mennesker via computere, mobiltelefoner og et for mange støt stigende fokus på at arbejde, tjene penge og opbygge en identitet herigennem, gradbøjet dette begreb. For som det kan forstås, skal begrebet WORKLIFE ses som, at vores liv er et arbejdsliv. At mange zoner i en hverdag er påvirket af arbejde, fordi vi tillader det.
Helt enkelt sagt mener jeg, at Worklife dækker over, at alt for mange mennesker alt for ukritisk lader deres arbejde bevæge sig ind i familie og fritidszonen.
Så der er flydende grænser for arbejde, og så man, selv om man har ferie eller weekend, alligevel arbejder. Fordi vi, hvis vi ikke er opmærksomme, hurtigt sender signalet, om, at vi er “ON”, uagtet om det er aften, nat, lørdag eller midten af familiens sommerferie.
Det betyder blandt andet, at mange arbejder langt mere end 37 timer.
Det betyder blandt andet, at mange slet ikke ved, hvornår de er “OFF” på den gode måde.
Det betyder, at for mange tillader “forstyrrelser” fra computere, mobiltelefoner mv og det gør en masse ved nærvær, tilstedeværelse mv.
En del mennesker signalerer, at de er ON i mange af døgnets timer, og der er formentligt mange grunde til dette.
Mange kan godt lide deres arbejde. Mange føler sig styrket i egen identitet – og via bankkontoen – via deres arbejde.
Mange synes, at arbejdet indeholder den variation og udfordring, som er lettere at håndtere end familiens variation og udfordringer.
MEN:
- Er det det værd?
- Har alting ikke en pris?
- Og er vi overhovedet klar over, hvilken pris, vi betaler ved at være ON i det omfang, vi er.
Disse spørgsmål lader jeg stå, så den enkelte selv kan reflektere og proflektere over dem.
Hvis man tager et stykke papir og inddeler det i dagens tidsmoduler, fra:
- 06-09
- 09-12
- 12-15
- 15-18
- 18-21
- 21-24
- 00-03
- 03-06
Og man så blot for den kommende dag skal afkrydse, hvornår man er ON i forhold til sit arbejde, vil mange blive overraskede.
Mange vil bemærke, at de er optaget af arbejdet i langt flere moduler, end de egentligt troede.
Og så begydner vi at forklare det for os selv.
- Det er bare lige i denne periode.
- Der er da ikke noget galt ved, at man lige taler lidt i mobil om aftenen.
- Det er jo et moderne samfund; man må da følge med.
- Min chef stoler på mig, og jeg vil gerne vise ham, at jeg er tilliden værdig.
- Det er bare lige nu, at jeg knokler ekstra. Det er jo fordi, at jeg så som 55 årig kan trække mig tilbage.
Osv.
Hvis man så nuancerer modellen og skriver ind, hvornår man har “personlig tid”, tid som udelukkende er bonustid med sig selv, og man så også nuancerer skemaet og skriver, hvornår man er tilstede med sin familie, så viser der sig tit et generelt tegn.
For mange siger og jeg tror, at de mener det af deres hele hjerte, at familien er vigtigst for dem. Uden den ville livet være mere meningsløst.
Men mange bruger kun en smule tid med deres familie, og er denne tid så forstyrret eller uforstyrret.
Det er jo det gode spørgsmål.
Og det bedste spørgsmål af alle er:
“hvem bestemmer”?
Hvem bestemmer, hvordan du vil prioritere din tid og din tilstedeværelse.
Og hvem påvirker det, at du evt. lader dette valg vente.
Og er det mon egentligt det, du vil.
Jeg talte med en kvinde, der havde to jobs, en stor familie mv..
Hun vidste godt, sagde hun, at hun havde for travlt.
At udfylde skemaet gjorde, at hun indså, at hun havde en arbejdsuge på 70 timer. Selvom det ikke var 70 timer på lønningsarket.
Da hun skulle “plotte” sine zoner for “personlig tid” ind, blev hun chokeret /overrasket.
For det var kun på badeværelset om morgenen, og når hun sov, at hun havde personlig tid.
På spørgsmålet om, hvad hun kunne lave i sin personlige tid, for at lade op, sagde hun prompte: jeg ville læse bøger.
Og hun beskrev, at det godt nok var mærkeligt, for hun elskede at læse bøger, men havde ikke læst en eneste bog i et helt år.
Stille og roligt er der mange af os, der tillader, at vores liv bliver et WORKLIFE.
Jeg synes, at vi skal øve os i at sætte stærkere grænser op imellem arbejde og fritid.
Og kommer gerne ud og holder foredrag om dette.
For stress, tristhed, forvirring, udbrændthed, skilsmisser mv. er nogle gange risikoen, der tages, ved at lade sig infiltrere alt for meget i et Worklife.
Tænk over det.
Du bestemmer.
Det er dit liv.
Føles det også sådan?
