Nysgerrighed og anerkendelse

Stresscoaching handler om nysgerrighed og anerkendelse

• “Jeg synes du er en meget lærd person, og beundre dit væsen og nysgerrighed over for livet set fra et menneskeligt perspektiv. Jeg har aldrig mødt en person som ved så meget om mennesker og som er så god til at videre give denne viden til det enkelte menneskes på sit eget niveau, så det enkelte menneske kan forstå budskabet.” (mand, 35 år, som har modtaget stresscoaching

Ovennævnte citat kan i et land som vores, hvor Janteloven stadig stikker sit kritiske og nedbrydende “fjæs” frem, ses som rent praleri.

Det er en af mine fokuspersoner, der uopfordret har skrevet ovennævnte til mig.

At jeg har valgt at bringe det under kategorien “stress – stresshåndtering som stresscoaching” skyldes, at jeg gerne vil vise, hvilken enorm indflydelse og konstruktiv effekt, det har, at man som coach er interesseret, ikke-vurderende og guidende.

Vi har alle – og møder alle – forventninger fra andre. Om det er fra et job eller et studium, eller familiemedlemmer. Og lige så mange af os stiller forventninger og krav til os selv. Og har dette nedvurderende og kritiserende filter og glemmer at være interesserede og nysgerrige.
Jeg vil gerne uddybe, at nysgerrighed ikke er den form for nysgerrighed, hvor man snager og bare vil have mere at vide. Den nysgerrighed, jeg anvender i coaching, handler om, med et åbent blik og sind at tænke og spørge ind, ud fra en attitude, der hedder “hvordan kan det mon være”. I stedet for blot at tænke “det er typisk, han eller hun er stresset på grund af det og det, de må tage sig sammen og lære at holde pauser”.

Har man et budskab og en pointe på hjerte, må man give budskabet og pointen i en version, der er mulig at modtage for den enkelte. Og det er coachens opgave at være denne formidler, der både har interesse, viden og lyst til at gøre dette.
Det er vist i et hav af pædagogiske og psykologiske undersøgelser, at det er det at anerkende, der gør forskellen. Så vi som mennesker ikke bevæger os ind i en bedrevidende attitude, der godkender eller ikke-godkender, for det skaber ingen brugbare resultater, ingen konstruktiv vækst og ingen gensidig vekselvirkning.
Det kan være en god øjenåbner at få, når man begriber, hvordan man selv har overtaget/kopieret et mønster, som man ellers vanligt bebrejder chefen, ægtefællen, samfundsøkonomien, lovgivningen, arbejdsmarkedet og andre for. For når man tænker stress som den tilstand, der opstår og opretholdes, når stillede forventninger overstiger de ressourcer, der er adgang til, så behovet for indflydelse og kontrol ikke indfries, ja så er det, der giver mest mening at få øje på, hvordan man i sit eget liv også sætter forventninger op, og ikke har adgang til ressourcerne.
Bemærk formuleringen: man har ikke adgang til ressourcerne. Det kan godt tænkes, at man i andre sammenhænge har adgang til ressourcerne.

Et eksempel. En kvinde kom til mig.

Hun var leder af en pædagogisk institution. Og hun var stresset. Hun glemte ting, hun snerrede af ægtefællen og børnene derhjemme, men prøvede at beherske sig og holde masken på arbejdet. Hun var sikker på, at hun kunne skjule sin stress, og arbejdede også på at genfinde sin ligevægt. Da hun kom til mig 2. gang, gav hun udtryk for, at hun var chokeret. En af hendes kolleger havde sagt: hvordan har du det egentligt? Og kvinden, som jeg omtaler, havde sagt, at hun havde det rigtigt godt, hvortil den medfølende kollega havde sagt: “Der er bare ikke noget glimt i øjet, og det synes jeg ikke, at der har været i lang tid”.

Vi kan godt have et behov for, at dem, vi arbejder sammen med, ikke berøres af vores stress.

Men vi må gøre os klart, at det vi som mennesker forsøger at skjule, ja det kan altså godt ses/høres af mennesker omkring os. Det er ikke sikkert, at disse mennesker ved, hvad det handler om, og heller ikke behøver at få årsagerne at vide, men tro mig: andre opfatter dig. Andre ser dig. Andre hører dig. Og selvom det ligger dybt i mange mennesker, at de ikke vil vise deres svaghed og usikkerhed, ja så kan den opfattes alligevel.

At sidde i et trygt coach-rum, hvor der er plads til at drøfte det, man allerhelst vil skjule og allerhelst vil have styr på, gør en stor forskel. Også fordi coachen ikke nedvurderer det, som et menneske selv kalder svagt, men ser dette som et udviklingspotentiale.
Så hvis du ønsker at kunne skrive et citat som det førstnævnte, og ønsker at have en coach, der både har viden, indsigt, interesse og entusiasme, så vælg omhyggeligt den coach, der “taler til dig”.

I løbet af de næste dage kommer der et skrift om, hvilke punkter, der er væsentlige at holde sig for øje, når man vælger en coach.

• Her er så indlæg om Hvordan man søger finder og vælger at ansætter en coach

Venlig hilsen
Christel