Skab Trygge Rammer – Effektiviteten Styrkes Straks
Engang var begrebet stress det udtryk, man brugte om spændingen i et materiale, når det blev udsat for pres.
Efter at stress blev optaget som begreb af sundhedsvidenskaberne defineres det som den tilstand, i et menneske/system som opstår, når stillede krav overstiger mængden af de ressourcer, der er adgang til.
Ved at have læst andre af mine tekster, ved du, at jeg godt kan lide den definition, hvor stress som begreb er udledt af det engelske ord “String”. “String” betyder “at snøre sammen”, og det er billedligt talt præcist det, der sker, når stress opstår.
Stress vurderes som den største trussel mod arbejdsmiljøet i vores moderne tid. Og er således ikke blot et fænomen, som vi kan vente på går over. For fænomenet er ikke forbigående.
Det understreger vigtigheden af, at vi på arbejdsområdet forholder os til stress, så vi begriber de signaler og den virkning, stress har på os. Og i denne tekst vil jeg fokusere på, hvad der sker på vores arbejdspladser, og hvad vi kan gøre for at håndtere stress.
Lad det være sagt med det samme. Ledelsen og dermed den respektive leder på en arbejdsplads har et ansvar for selv at kunne håndtere stress og dermed være et forbillede for medarbejderne. Og samtidig har lederen det ansvar at forholde sig til, at opgaver der stilles tilsvarer den mængde af ressourcer og kompetencer, som medarbejderne har adgang til.
Jeg vil i denne tekst fokusere på begrebet tryghed på arbejdspladsen, set med en stresscoach-optik.
Skab Trygge Rammer. Effektiviteten styrkes straks.
Tryghed er i mange sammenhænge det, der kaldes en “blød” værdi. Det at føle sig tryg gør, at vi er sikre og tilpasse. Og når vi er sikre og tilpasse, er vi i langt højere grad i kontakt med de ressourcer, vi har adgang til, hvorfor vi vil være mere effektive, både arbejdsmæssigt – og langt mere givende på det sociale kollegiale plan.’
Hvad skaber tryghed på en arbejdsplads, og hvad “stjæler” tryghed.
Det at have en forudsigelighed i et arbejde skaber tryghed.
Forudsigelighed handler om at vide, hvor man skal være hvornår, hvad man skal lave, hvem man evt. skal samarbejde med, at man anerkendes for det der gøres og ikke kun kritiseres for det, der ikke bliver gjort, og at der er en åbenhed for at komme til orde og blive hørt på møder m.m.
Det lyder såre enkelt. Og alligevel vil mange kunne genkende, at blot det aspekt, at man kender sine arbejdstider og ved, hvor man skal være hvornår, er et aspekt, der kan være svært at opfylde.
At jeg lige nu kommenterer dette skriftligt skyldes en case, som jeg gerne vil referere. Casen er “sløret”, så det ikke vil være muligt at genkende hverken virksomheden eller personen.
- En person havde været souschef i nogle år. På et dynamisk sted, hvor der var god gang i visionerne og målsætningerne, og hvor ekspansionen på aktiviteter og produkter var tydelig for alle. Souschefens funktioner var dels at ordne administrative opgaver, dels at varetage personalekontakt og have primært ansvarsområde for sikkerheden på arbejdspladsen. Souschefen elskede sit job, men som tiden gik, blev hun mere og mere belastet, og blev til sidst sygemeldt på grund af stress.Det undrede hende selv, at hun blev så dårlig, for hun elskede stadig sit job. Efter to måneders sygemelding gik det op for hende, hvad der havde belastet hende i særlig grad.Hendes kontor var et gennemgangsrum, hvor både kunder og personale gik igennem. Det betød, at hun konstant blev afbrudt. Og alle disse afbrydelser gjorde, at hun i det sidste halve år ikke havde holdt pause. Når hun spiste, sad hun foran computeren, for lige at nå den mail, som hun ikke fik sendt, da en af receptionisterne jo havde været forbi. Når hun prøvede at tage et Powernap, havde hun sin kalder på og kunne ikke slappe af. Selvom hun havde kontortimer, lå der en forventning om, at hun overholdt og forholdt sig til sikkerhedssituationen, og hun kunne altid kaldes eller hentes, når der var brug for det. Og det var der tit.Denne souschef havde inden hun blev sygemeldt haft en snak med en medarbejder. Denne havde sagt: du er sådan en type, der bliver stresset.”, og denne sætning havde bidt sig fast, og havde i den største del af sygdomsperioden betydet, at hun havde bebrejdet sig selv for at være svag, utilstrækkelig m.m.
Da hun havde fået stresscoaching 3 gange kunne hun se billedet af hendes arbejdsplads og arbejdsfunktioner anderledes. Og pointerede selv, at ingen havde kunnet holde til at skulle udføre opgaver i et gennemgangskontor. At ingen i længden kunne holde til at skulle stå standby med sin kalder, også i egne pauser. At ingen da kunne holde til at øge graden af aktiviteter, når der ikke blev sat yderligere personale på.
Og kunne vifte denne “det er også bare fordi jeg er en svag type”-konklusioner af sig.
Det, jeg aldrig nåede at se, at jeg skulle gøre, var at slå i bordet og sige “nu er det nok”, sagde hun, da hun havde begrebet sin situation på en ny måde. “havde jeg insisteret på et kontor, og havde jeg fået mine kontortimer øremærket til kontortimer”, så jeg ikke kunne hentes flere gange i timen, var jeg ikke blevet stresset”., konstaterede hun.
Det er jeg sikker på, at hun har ret i.
Ovenstående eksempel er et billede på, hvad det er, der stjæler vores tryghed på arbejdspladsen. Er der for megen uforudsigelighed og uklare grænser, for mange opgaver, som overstiger mængden af ressourcer, ja så bliver man stresset.
Du kan måske spørge, hvorfor hun da ikke bare stoppede op i tide. Det virker jo, set fra sidelinjen, underligt, at hverken hun eller andre stoppede op. Og lige præcist dette er en væsentlig pointe. Det var jo ikke kun denne souschef, der var stresset. Hele virksomheden var i ekspansionsfase, og var i topgear for at være konkurrencedygtige. Og som jeg har udtrykt det før. Hvis man ser stress som en bil, der kører 180 km i timen ud af motorvejen, ja så bliver man fartblind. Man når jo ganske enkelt ikke at registrere, hvad man bevæger sig forbi undervejs. Og det er ikke kun på motorvejen, at det er sådan. I vores liv på arbejdspladsen løber vi hurtigere. Og kombineret med den selvindbildning, at det nok går over, og nu må man da også til at tage sig lidt sammen, ja så bygges stress op – umærkeligt og dog mærkbart.
Denne souschef skulle som det eneste lære at sætte grænser. Da hendes kontor blev flyttet, til et kontor, hvor hun kunne arbejde uforstyrret, og da hun fik gennemført, at hun ikke kunne kaldes, når hun havde kontortimer, ændrede hele situationen sig for hende. Hun blev både gladere, motiveret, sikker og hendes egen konklusion var, at den læring, som stresstilstanden tilførte hende, havde lært hende noget vigtigt for livet. Det lærte hende, at pauser skal respekteres.
Og det gælder både tidsrammer, rammer for ekspansion og de fysiske rammer.
Punkter, der tages op på personalemøder, som har vital betydning for den enkelte, sikkerheden og trivslen, skal følges op.
Og lige præcist dette er en væsentlig pointe.
S kab
T rygge
R ammer
E ffektiviteten
S tyrkes
S traks
Hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Læs mere på siden:
