Stress er ikke en sygdom, men en belastningsgrad.
Her i 2014, hvor stress omtales dagligt i medierne, er der grund til at råbe alarm for at få vækket den enkelte og virksomhederne med hensyn til erkendelse af stress og et højnet fokus på stresshåndtering.
En ikke-stresset arbejdsplads er et sted, hvor der er trivsel.
Og hvorfor egentligt?
I 2006 vurderes det, at 38 procent af alle på arbejdsmarkedet, havde været sygemeldt, kortere eller længere tid grundet stress.
Tallet er steget i 2011
Og fremtidsforskere peger på, at der i år 2020 er 2 dødsårsager, der vil være de primære.
Det skønnes nemlig, at de to hyppigste dødsårsager i 2020 er dels hjerte-karsygdomme og dels stress.
Hvor det i 2007 er hjertekarsygdomme og cancer, der slår de fleste mennesker ihjel.
Det er med denne refleksion og profleksion tydeligt, at stress ikke er noget, man må være blind overfor, og ej heller er noget, der på et tidspunkt kun er en tilstand. Stress kan udvikle sig til sygdomme, der tager livet af os.
For at det ikke skal ske, for dig og dem, du holder af, må du gøre dig opmærksom og allerede nu blive bekendt med egne stress-signaler samt justere de vaner eller mønstre, der er stressskabende for dig.
For tallene peger på, at der er grund til at gøre en indsats nu.
Det, som jeg som stresscoach og underviser i stresshåndtering hører mange gange hver eneste dag, er udtalelser som:
- Jeg ved godt, at det er vigtigt, at jeg slapper af, men jeg har ikke tid
- Det er som om, at jeg altid halser bagefter
- Jeg kan først slappe af, når jeg har fået ordnet de hjemlige pligter og checket alle mails
- Jeg har svært ved at sove, for jeg spekulerer hele tiden på, om jeg mon har husket det, jeg skal, og når jeg så lige er ved at sove ind, kan der gå et helt ryk igennem mig, fordi jeg pludseligt husker noget, som jeg havde glemt .
- Ikke engang i min frokostpause kan jeg slappe af. Jeg sluger maden, og sidder og checker min mobil, – det er blevet en vane, jeg ikke rigtigt kan komme ud af .
- Jeg har det tit sådan, at jeg ser mig selv udefra. Som om jeg står ved siden af mig selv, og det kan vare i lang tid. Mine børns skrigen går mig på nerverne, og jeg har lyst til at slå dem, og det er langt fra sådan, som jeg er som menneske. Og jeg er meget forskrækket over mig selv…..
- Jeg slapper af på Face Book og Messenger, men kan jo egentligt godt se, at det er frygteligt, at jeg ikke bruger tiden på min familie. Jeg orker det bare ikke. Synes desværre, at det er federe at koble fra med mennesker, hvis oplevelser jeg kan læse om, og også selv kan skrive til.
osv. osv..
Og gør dig det helt klart. Det er ikke fordi, at vi ikke har tid, at vi bliver stressede. Vi har alle sammen tid. Faktisk har vi alle sammen lige megen tid. Nemlig 24 timer i døgnet. Om vi er små eller store, rige eller ej, unge som gamle. 24 timer – det har vi alle sammen. De, der oplever, at de ikke har tid, er i gang med et skråplan, for de kæmper med at få adgang til deres evne til at være nærværende, deltagende, effektive og sig selv.. og den kamp, ja den skal man vinde. For ingen opgave, intet job, ingen præstation må blive så vigtig, at vi fjerner os fra os selv, og dermed fra dem, vi holder af.
Sæt dig ind i, hvad stress er. Og kom øjeblikkeligt i gang med stresscoaching og lær at skrive dine mål ned, så du igen får prioriteret, hvad der er vigtigt, og hvad der haster, og hvad der ikke er vigtigt og heller ikke haster. Gør det. For din egen skyld. For din families skyld. Og når alt kommer til alt: for dit fysiske som psykiske helbreds skyld.
Hellere nu, end senere.
Med venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Se mere på hovedsiden:
