Sæt tempoet realistisk – Energien styrkes straks

Vi har som mennesker alle dage leget med ord. Dette minder alle de gode gamle ordsprog os om.

Fordi ord er med til at skabe fokus og dermed handling, har jeg udviklet denne huskesætning, der fortæller om, hvad det er, der er vigtigt i en stresset situation.
Nemlig at sætte et realistisk tempo, så energien atter styrkes.
At det så sker straks, er jo altid dejligt
Og for et stresset menneske aldeles nødvendigt..

Hvad mener jeg så med: Sæt tempoet realistisk?

Tempo og tid hænger sammen.

Det er udmærkede pointer, men pointer der mest giver mening på den korte bane.

• Så stress burde i alt sin enkelhed betyde:

• S æt
  T empoet
  R ealistisk
  E nergien
  S tyrkes
  S traks.

Jeg har intet imod, at mennesker har travlt. Det kan vi sagtens tåle. Men ikke dag ud og dag ind, ikke så mentalt travlt, at vi til sidst er ude af stand til at skelne imellem, hvad der virkeligt har værdi. Ikke så travlt, at vi ikke kan give slip på jobbet, når vi sidder hjemme i sofaen eller leger med Lego med ungerne på gulvet. Og min pointe er derfor, at når man bemærker sliddet og kroppens og sindets stresssignaler, så er det såmænd ikke kroppen og sindet, der er vores fjende, og ej heller de omgivelser, der giver udtryk for, at de er bekymrede for os, som er vores fjende. Vores krop og psyke og som regel også vores omgivelser, er de kærlige faktorer, der forsøger at kalde os hjem til den ligevægt, som vi ikke har lagt mærke til, at vi er gledet ud af.

Og så er nok nok.

Tid har vi alle lige meget af. Og den fart, vi prioriterer at have, har vi selv indflydelse på.
Det kræver nogle forudsætninger, at man som menneske selv føler, at man har indflydelse på sit valg af tempo. Det kræver, at man gør sig klart, hvilke forventninger, andre har til én og de præstationer og kompetencer, man indeholder og udviser. Og ligeså væsentligt er det at gøre sig bevidst, hvilke egne forventninger, man har. Det er okay med mig, at man har høje standarder. Det kan være motiverende og en udmærket drivkraft. Blot skal der være et sundt forhold imellem egne forventninger og de krav, der stilles, så der er en overkommelighed og en glæde forbundet med at bevæge sig fremad.

En anden forudsætning er, at man er i kontakt med sine egne behov. Enhver kender Maslows behovspyramide, og det er væsentligt at notere sig, at vi som voksne mennesker selv har ansvaret for at tilgodese og opfylde egne behov.

Vi må i både arbejdsdage som private stunder bemærke, hvad vi har brug for og også bemærke, hvad vi ikke har brug for. Hvornår vi registrerer, at vi lader vores grænse for, hvad der er overkommeligt og vigtigt for os, overskride, og hvornår det er nok.

Der findes et sigende engelsk ordsprog, der siger “Enough is Enough”. Ja, sandheden har altid været enkel, og det er enkelt at huske, at “nok er nok”.
Når jeg i mine stresscoachings og undervisning i stresshåndtering giver udtryk for dette, er det her, at der kommer mange forklaringer. Dem er der plads til.

Forklaringer, eller undskyldninger, som siger.

•  Ja, men hvis virksomheden afhænger af min indsats, så må jeg da nikke den en skalle.
• Det er meget godt, at man skal mærke efter, men når nu andre er afhængige af min indsats, så kan jeg da ikke bare sætte mig og sige “det går altså over min grænse”, og /eller “hvis alle havde den holdning, så ville der da ingenting blive gjort, i hvert fald ikke til tiden”. Osv. osv..

Jeg mener, at det, der billedligt gør sig gældende for et stresset menneske, er, at farten er for høj. Som omtalt andetsteds på mit website, kan stress ses som, at man kører alt for hurtigt ud af motorvejen. Går det alt for stærkt, og har det gjort det i lang tid, som kørte man 180 km i timen, ja så bliver man fartblind, man mister sit overblik og registrerer knap nok, hvad der sker omkring én. Og det synes jeg, er et godt billede på stress. Ikke nok med at vi er farlige for vores omgivelser, men vi har intet nærvær, vi har kun en selvindbildt kontrol over situationen, og selvom vi tror, at vi når en masse ved at drøne derudaf, ja så er vores reaktionsevne væsentligt belastet. Og begrænset.

Og ja, det er rigtigt, at der så sættes et realistisk tempo. For det er jo heller ikke meningen, at man bare skal trykke på bremsen og lukke ned for alt, i den store stresshåndterings navn. Det er jo ligeså farligt at stoppe brat op på motorvejen som det er at køre alt for hurtigt. Men farten skal ned. Måske til 150 km i timen i første omgang. Så man atter begynder at registrere, hvad der sker omkring os og indeni os, og så man atter kan danne sig et overblik og få kontakt med den kontrol, der jo er væsentlig nok.

Et realistisk tempo er det, jeg kalder et tempo, hvor det man ønsker at gøre, eller forventes at gøre, er realiserbart og overkommeligt. Enhver, der har dyrket løb, ved hvad et realistisk tempo er. Jeg har ikke dyrket løb, men gør mig alligevel klog på dette felt. Et realistisk tempo, som løber, er et tempo, hvor man kan følge med, hvor kroppen og sindet samarbejder, hvor man har målet for øje, og hvor man samtidig er tilstede i løbet. For det tempo gør, at man kommer fremad, på bedste måde, og ikke fremad, som en person, der slides ned til sokkeholderne. Og kanske kun er lidet værd, når man først er kommet frem.

Hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Til hovedsiden om:

• Stress – Om at forebygge og håndtere stress