Stress og tid

Tid er en af de faktorer, som vi alle sammen har lige meget af.

Det er jo en spændende tanke i sig selv.

Jeg har i mine stresscoachings tit bemærket, hvordan en stresset person nærmest oplever tiden som en faktor, der hele tiden er en modstander.
Og vil gerne give et eksempel på, hvordan dette bl.a. kan håndteres.

En dag beskrev en person, der er meget stressplaget, hvordan hans arbejdsuge så ud. Han var blevet spurgt om, hvornår det var muligt at lave pauser, og hvornår det var muligt at prioritere stunder, hvor han satte sig og fik foretaget en planlægning og prioritering, der gav ham overblik.

Hans svar var i korte træk:…

“ja, alle ugens dage er faktisk fyldt op med punkter. Men hvis jeg får tid, så kan jeg godt afsætte en halv time tirsdag, hvor jeg kan sætte mig ned, men måske er der så nogen, der kommer og lige vil snakke eller vil sludre over en kop kaffe. Onsdagen og torsdagen er helt håbløs, – der er møder og aktiviteter konstant, men jeg kan måske tage en pause i bilen, på vej fra det ene sted til det andet. Men måske bliver nogle af møderne længere, og så er jeg under et endnu større tidspres. Det gør, at jeg når jeg kommer til lørdag, godt kan være nødt til at arbejde der, for netop ikke at trække arbejdet med ind i den næste uge. Så det der med pauser skal jeg virkeligt øve mig på, for jeg er ikke sikker på, at jeg får tid til det.”.

Mens personen talte, bemærkede jeg, hvordan han flere gange brugte udtrykket “hvis jeg får tid”.

Og dette gjorde jeg ham efterfølgende opmærksom på, og spurgte, om han havde overvejet at tage sig tid i stedet for at håbe på, at han fik tid.
På samme måde bevidstgjorde jeg ham om, at de møder, der måske trak ud, kunne holdes inden for den planlagte tidsramme, hvis han gjorde mødedeltagerne klart, hvornår mødet stoppede og et kvarter før sluttidspunktet gjorde mine til at runde af og slutte til tiden.

Han blev selv overrasket over vendingen “at tage sig tid, i stedet for at tænke om tiden, at det er noget, vi får”, for det er jo netop dette med tid. Vi har den, og vi har lige meget af den. Så det er ikke et spørgsmål om at få den, men om at bruge den.

Dette lille enkle redskab har gjort en stor forskel for ham.  Netop det at opleve, at man igen har indflydelse på sin egen tid, og man kan tage den og bruge den mere konstruktivt. I stedet for at basere sin arbejdsdag på et håb om, at de andre vil lade én være i fred.

Tænk over det.

Venlig hilsen

Christel Sonne Rasmussen